Bookmark and Share

Katrine Primdal (th.) og Anita Dalsgaard er udnævnt, fordi de begge er stærke kandidater, som drømmer om at præge/ændre fødevareverdenen. De vil mere end ”bare” at have en uddannelse - de tør udfordre!

 

To VIA-studerende udnævnt til årets Food Fighters 
 


Katrine Primdal og Anita Dalsgaard fra Ernæring og Sundhedsuddannelsen, VIA University College i Aarhus er udnævnt til årets Food Fighters af erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer. Det betyder, at de skal være med til at kæmpe for den gode mads sag

 

 

Af Lone Vestergaard Andersen, lva@viauc.dk  - 14-09-2011 

”Hvert år udfordres fremtidens slagtere, kokke, ernæringsassistenter og professionsbachelorer i ernæring og sundhed til at slås for det gode måltid! Der forventes meget af en Food Fighter. For de skal i høj grad turde gå forrest og sætte dagsordenen for morgendagens smagsoplevelser”.

Sådan omtales Food Fighter projektet af erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer, der står bag initiativet, som første gang blev skudt i gang i 2005.
40 studerende er i 2011 blevet indstillet til projektet af deres undervisere. Otte studerende slap igennem bedømmelseskomiteens nåleøje og er nu blevet udnævnt til årets Food Fighters. To af dem er Katrine Primdal og Anita Dalsgaard fra Ernæring og Sundhedsuddannelsen, VIA University College i Aarhus.

De er udnævnt, fordi de begge er ”stærke kandidater, som drømmer om at præge/ændre fødevareverdenen. De vil mere end ”bare” at have en uddannelse - de tør udfordre!”, lyder det i begrundelsen fra Torben Blok og Vickie Kristensen, Landbrug & Fødevarer, der har udvalgt de otte kandidater efter uddannelsesintuitionernes grundige screening.

Engagement smitter

Bacheloruddannelsen i Ernæring og Sundhed udbydes fire steder i Danmark, men VIA University College løb med begge Food Fighter pladserne i år.
”Jeg tror, det skyldes, at vi har nogle utrolig dygtige lærere, der er meget engagerede i os studerende. De er virkelig nogle ildsjæle, som brænder for deres fag og uddannelsen, og det er meget inspirerende,” lyder det fra 23-årige Katrine Primdal.

”Ja, og så har vi et højt niveau på de naturfaglige områder og nogle spændende fag som iværksætteri og projektledelse, der er med til at udfordre og motivere vores egne initiativer,” supplerer 24-årige Anita Dalsgaard, der arbejder på at lave en kogebog for børnefamilier, som hun håber at kunne udgive inden jul.

Velsmagende VIP studietur

Søndag den 18. september tager alle årets Food Fighters på en uges studietur i Danmark, hvor de skal møde en række fremtrædende personer indenfor deres fag og brancher og anskue sundhed og fødevarer fra en række forskellige vinkler. Blandt andet skal de besøge Gudhjem Røgeri på Bornholm, Fødevarestyrelsen i København, Danish Crown slagteriet i Horsens og Arla Foods i Aarhus.

”Noget af det jeg glæder mig mest til er at smage en masse god mad og besøge alle de her ”uber-steder” som for eksempel Malling og Schmidt,” siger Anita med et stort smil.
Katrine fremhæver også sin kærlighed til lækker mad og glæder sig blandt andet til at møde dygtige kokke og battle sammen med dem om at lave den skønneste og mest kreative ret på Restaurant Svineriet i Aarhus.


Sundhed er ikke et øv-ord

”Studieturen bliver benhårdt arbejde, hvor vi hele tiden er på i forhold til at analysere, diskutere og stille spørgsmål, men jeg glæder mig vildt til at diskutere med blandt andre slagtere og kokke og få deres syn på sundhed og fødevarer. Vi går jo bare her i vores egen lille sundhedsverden, så det er spændende med input fra andre faggrupper,” siger Anita Dalsgaard, der drømmer om at starte sin egen virksomhed, når hun er færdiguddannet til januar 2012. En af ideerne til et forretningskoncept er at tage ud til børnefamilier og lære dem at lave sund og velsmagende mad hjemme i deres eget køkken med udgangspunkt i de retter, som de spiser i forvejen.

Tanken om egen virksomhed er også nærliggende for Katrine Primdal, der som titel til sit kogebogsprojekt har valgt den fængende titel ”Mad uden pis”. Ikke så meget pjat, ikke så mange franske verber, bare god mad, der smager af noget, som hun selv udtrykker det.
”Jeg vil gerne formidle min kæmpe kærlighed til mad og lære andre, at sundhed ikke behøver at være et øv-ord. Det er faktisk ikke så svært og tidskrævende at lave sund og lækker mad, som mange går og tror. Mad bliver ofte nedprioriteret i en travl hverdag, men det kan godt betale sig at investere i sin egen sundhed,” fastslår en af årets Food Fightere Katrine Primdal.